Om foreningen
Bebyggelsen har siden 2004 været organiseret som andelsboligforening. Frem til dette tidspunkt blev ejendommen drevet som udlejningsejendom af Codan. Ved overgangen til andelsform blev et mindre antal lejemål bevaret som lejeboliger; disse afhændes løbende som andele ved fraflytning.
I forbindelse med Codans salg af ejendommen blev lejerne tilbudt at overtage denne på andelsbasis. På en stiftende generalforsamling var der tilstrækkelig opbakning til modellen, hvorefter ejendommen blev overtaget af foreningen.
Kort efter overtagelsen blev det konstateret, at taget skulle udskiftes. Tagudskiftningen blev gennemført på alle tre blokke i perioden 2005–2006.
Ejendommen er gennem årene blevet gennemgribende forbedret gennem større vedligeholdelses- og renoveringsprojekter, herunder etablering af altantårne, brandsikring, renovering af faldstammer samt forbedringer af regnvandshåndtering (LAR). Foreningen arbejder fortsat efter en langsigtet forbedrings- og vedligeholdelsesplan, der skal sikre både ejendommens værdi og en bæredygtig økonomi.